Deep Forest Artland

Emner på denne side: Deep forest artland, Jylland, Kunst, Oplevelser

Spejderovernatning

Kaya havde haft en spejder-overnatning fra fredag til lørdag, så vi påbegyndte ferien ved at hente hende på spejdergrunden. Herefter kørte vi direkte imod Jylland.

Blommenslyst Kro

Der var kø på motorvejen, da ferietrafikken var på det højeste, så vi valgte at tage forbi Odense via landevejene i stedet for motorvejen. Da sulten meldte sig, besluttede vi at stoppe ved det nærmeste som ikke lignede en kæderestaurant, og det blev Blommenslyst Kro. Engang havde den sikkert ligget idyllisk med udsigt over de fynske marker, men nu lå den i et trafikeret kryds, med udsigt til en tankstation.

Burgere og stjerneskud

Det eneste som børnene kunne forene sig med på kortet var burgere, hvor Sylvester fik givet tjeneren meget præcise instrukser om, hvordan hans burger skulle bygges. De andre børn tog blot menukortets version. Sara hoppede på et stjerneskud og jeg tog en pariserbøf.

Skovsnogen

Jeg ved ikke om man kalder det Skovsnogen eller Deep Forest Artland, men det er i hvert fald et stykke skov i det fjerne Jylland, hvor et kunsterkollektiv har opstillet en lang række skulpturer. Det havde regnet voldsomt og smådryppede stadigt, så vi havde det hele for os selv. Det var som at gå i en surrealistisk verden, hvor intet var helt normalt.

Morfars bil

'Er det morfars bil?' spurgte Sylvester, da han fik øje på den grønne bil, der tilsyneladende var knust under en stor kampesten.

Nummer 1, 2, 3

Der var mere til denne skulptur end der mødte det blotte øje, men Kaya havde set den som en placerings-skammel, hvor man kunne blive nummer 1, 2 eller 3. Hun fandt selv hurtigt hvor hun mente hun skulle høre hjemme.

Et ansigt i vandet

Udstillingen var delt op i nord og syd, og midt imellem lå Det Gotiske Skur, som også havde mange skjulte skulpturer, blandt andet dette fortryllende ansigt, der på en måde gik i et med omgivelserne.

Tid til leg

Mon dette er selve Skovsnogen? Den hule ormefigur kunne traverseres fra ende til anden, både indeni (hvis man var lille nok) og udenpå (hvis man var modig nok). Sylvester kvalificerede på begge punkter.

Skovfolket

Dybest i skoven mødte vi skovfolket, der stod ganske ubevægelige, men med deres genkendelige og stadig fremmedartede udtryk, gav en følelse af, at man ikke var helt sikker. Kaya prøvede dog, at varme stemningen op med et hjerteligt knus.

Alien Baby

I nærheden var der en række protest-skilte uden protestanter, og her på den fine søjle sad en baby, der var menneskelig, men også havde en fremmedartet kvalitet.

Forvokset bille

En stor bille med ben så lange som børnene, kriblede igennem skoven. Den rungede metallisk når man slog på den.

Skulpturernes Kirkegård

Nærmest en udstilling i sig selv, gik vi igennem skulpturernes kirkegård, hvor store og små skulpturer stod omkring, og vækkede den måske lidt romantiske følelse fra den gotiske kirkegård.

Et genkendeligt objekt

En kæmpe mobil midt i skoven. Er der nogen i den anden ende?

Udsigt til i morgen

Efter Skovsnogen kørte vi til Billund, hvor vi lod os indkvartere på Refborg Hotel, der lå et stenkast fra morgendagens destination: Lego House. Og som vi endda kunne se lige ud af vores vindue.

Mad i forskellige klasser

Spiseriet på Refborg Hotel havde et fint skær omkring sig, men heldigvis havde de ikke glemt børnene. Sylvester nød sine røde pølser med pommes frites og lidt gnavegrønt.

Til de voksne

Vi voksne kunne hygge os med en god flaske rødvin, og et par gode retter mad, med simple titler som 'grisen', 'kalven', 'fisken' osv. Her valgte man en hovedingrediens og så sørgede kokkene for resten.