Lego House
En fantastisk attraktion
Lad mig sige det med det samme. Lego House er en af de mest fantastiske attraktioner, jeg har besøgt i lange tider. Det var i bund og grund blot legoklodser, og inspiration til leg, og hele familien hyggede sig fra dagen startede til den sluttede. Et elektronisk armbånd gjorde at udstillingen hele tiden vidste hvem man var, og sørgede for at holde styr på hvad man havde foretaget sig ved at tage billeder og optage videoer. Og det bedste af det hele, var at det hele blev gemt i en elektronisk profil, som man kunne tilgå på internettet efter ens besøg var slut, således at man hjemme i stuen kunne genopleve alting.
Styr på Corona
Jeg ved ikke om det var et tilfælde eller bygget til lejligheden, men en af de store T-rex'er i Master Builders Gallery havde taget en sprayflaske med. Jeg forestiller mig det var håndsprit.
Vi lærte at de normalt tager 2.000 gæster om dagen, men at de i Coronatider kun tog 600. Det må have givet os plads til lidt større armbevægelser end ellers, og vi følte aldrig at vi stod i kø til noget, eller der var for mange mennesker.
Polar Rescue
Ved hjælp at robotprogrammering, kunne man programmere robotter til at køre rundt på isflagerne og hjælpe frosne polarforskere ud af isen, ved at bruge de indbyggede flammekastere. Fantastisk brug af legoelementer og projektioner.
Det digitale akvarium
Fire store digitale akvarier gjorde det muligt at bygge en lego-fisk, og herefter køre den igennem en digitaliseringsmaskine, som behændigt gav mulighed for at tilføje et par øjne og en mund, og herefter sendte ens kreation ud i et stort digitalt akvarium sammen med de øvrige gæsters fisk.
Lego City
Her kunne man bygge en lille bygning i fem forskellige kategorier og herefter placere den i den virtuelle legoby, hvor en projektor herefter sørgede for at der blev bygget veje omkring den og at små legomennesker kom på besøg. Hvis man byggede de bygninger som legomenneskerne ønskede, så fejrede de det ved at spille en baseball-kamp på det lokale stadium.
Mini Chef
En del af besøget på Lego House, bør også inkludere et besøg på restaurant Mini Chef, hvor det efter sigende er små legofigurer der står i køkkenet og laver maden. Derfor skal bestillingen naturligvis også udføres i legoklodser.
Der er serveret
Når maden er færdig ankommer den på transportbånd i store legokasser og serveres af to store robotter, der skubber maden hen til de sultne gæster.
En følelsesmæssig stund
I kælderen er historien om Lego, men noget der virkeligt ramte mig, var at de havde deres historiske legopakker. En lille del af pakkerne var fysisk til stede, imens samtlige pakker var digitaliseret og kunne gennemgås ved en stor computer, hvor man havde mulighed for at se dem i 3D og også åbne en del af pakkerne, helt tilbage fra den spæde begyndelse.
Herxover kan min personlige video fra besøget på Lego House ses. Den blev automatisk genereret ved hjælp af det elektroniske armbånd vi havde på, og ved siden af kunne jeg også hente en pakke med alle billeder taget på dagen.
En lang køretur
Efter Lego House skulle vi til Grenaa, hvilket var en god køretur i sig selv. Vejret havde været blandet i løbet af dagen, og vi håbede på godt vejr i morgen, hvor vi skulle til Djurs Sommerland.
Hotel Grenaa Strand
Vi havde booket på Hotel Grenaa Strand, som så fint ud på billederne, men da Sara sad og læste anmeldelser på vej til Grenaa, havde det godt nok fået blandede ord med på vejen.
Det havde dog en fin placering i første parket ned til vandet og stranden, bortset fra en omfartsvej, der tydeligvis var bygget lang tid efter hotellet.
Et klassisk hotel
Det var et klassisk hotel med charme og patina, som måske var blevet renoveret engang i halvfjerdserne. Vi var begejstrede og fik en fin lejlighed med en kæmpe terrasse med udsigt til havet. Desværre var det for blæsende til at sidde ude.
Frisk fisk
Til aften fandt vi en lille fiskerestaurant på havnen, der havde alt godt fra havet på menuen (og chicken nuggets til Sylvester). Michael fik en pastaret med laks imens Kelvin og Sara tog et stjerneskud, og Kaya tog en hoben muslinger.