Sportscar Event 2024

Emner på denne side: Biler, Oplevelser, Racerløb, Sjællandsringen

For en måneds tid siden tikkede der en mail ind i min indboks. Den var fra Jyske Bank, som inviterede til Sportscar Event på Sjællandsringen, og det var helt perfekt, for Sylvester har flere gange spurgt til, om der ikke var et sted, hvor man kunne se "seje biler". Og det lod det til man kunne her.

Faktisk virkede alle ungerne interesserede, men stakkels Kelvin skulle på arbejde, så det blev kun Kaya og Sylvester der kom med i sidste ende.

Sjællandsringen er jo ikke langt fra vores hus, så det tog små 20 minutter at nå frem, og så blev man vinket ind på en mark, hvilket vidnede om, at der nok kom mange besøgende. Heldigvis var der også dyreskue i denne weekend, så forhåbentlig kunne det tage lidt af besøgspresset.

Allerede på vej ind kunne man høre motorerne brøle.

Man kunne tydeligt høre lyden af brølende motorer og skrigende dæk på vej op fra parkeringspladsen, og det øgede kun spændingen. Jeg havde lovet Sylvester, at hvis han selv betalte for en tur, så ville vi sætte et nul bag på det beløb han betalte. Heldigvis havde han kun et begrænset beløb på kontoen, så vi havde sikret os, at han ikke kunne ruinere os med denne anordning.

Modellen var meget simpel. Man købte en billet i en given farve, og den gav så adgang til en række biler i samme prisklasse. Den billigste tur kostede 300,- og den dyreste løb op i hele 1.600,-, men da alle pengene gik til Børnecancer-fonden, så kunne man jo slå sig løs med god samvittighed. Sylvester valgte at ofre 60,- hvilket så blev til 600,- og så gav jeg en tur i en Tesla 3 SR+ som man kunne få for 300,- og kunne holde os alle tre.

Vi skulle dog lige suge lidt atmosfære, inden vi kastede os ud i oplevelserne.

Bilerne blev vinket ind på banen, en efter en, så det skete i god ro og orden.

Et par af de dyreste biler passerer.

Mercedes GTR

Porsche 911

Lotus Elise

Mazda MX-5

Ultima Evolution

Lamborghini Huracan Performante

Mercedes GTR

Lamborghini Huracan STO

Der var også en række muligheder for at vinde en tur. De voksne kunne deltage i konkurrencen om en tur til 1.600,- ved at svare på et enkelt spørgsmål, imens ungerne kunne farvelægge en bil, hvilket kunne udløse en tur til 800,-, og så var der også en udtrækning hver time.

Men så var det også blevet tid til at køre ræs. Sylvester havde udvalgt sig en specialbygget Ariel Atom 3, der var en åben sportsvogn, og med en acceleration fra 0-100 på 2,8 sekunder, så var der ikke mange andre i feltet som kunne slå denne. Der var mange biler der var hurtigere, men på Sjællandsringen skulle de kæmpe for overhovedet at ramme 200 km/t, og så nytter det ikke meget, at man kan køre 300-400 km/t.

Vi tager lige en før og efter, og så et par movieer af turen.

'Kan du godt lide fart?' spurgte chaufføren Sylvester, og da han nikkede, gav han den gas

En glad mand retur i pitten.

Vi spiste en hurtig frokost og herefter var det blevet tid til at køre Tesla, hvilket Kaya forevigede. Det varme vejr og turen på banen, havde øget dæktrykket i Teslaen med 0,8 bar, så han fik lige taget lidt luft af dækkene inden vi kørte. Heldigvis fik den ikke for lidt i svingene.

Kaya filmede vores tur i Teslaen

Klokken lidt over 13, valgte vi at forlade banen efter 2½ time med fuld fart og kunne se, at arrangementet havde indsamlet lige over 700.000,- til kræftramte børn.

Godt gået og et specielt tak til alle kørerne, som uselvisk stiller deres biler til rådighed for os fartglade sjæle.